Der er Seniorbio/Formiddagsbio i Solrød Bio en gang om måneden – altid en torsdag (som regel den tredje), og altid kl. 10.

Vi viser et varieret udbud af film – og billetter kan købes eller bestilles på hjemmesiden - eller ved at ringe til biografen på tlf.: 56 14 44 22 i biografens åbningstid. Bestilte billetter skal altid afhentes senest ½ time før forestillingen, men rigtig gerne nogle dage inden.

Før filmen byder vi på en kop friskbrygget, gratis kaffe eller the.
 

Program efteråret 2017:

 

17. august
Prøven
Der er en god del suspense i Cristian Mungius suveræne Cannes-prisvinder (samme sted hvor han vandt Guldpalmen for ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’). PRØVEN fortæller om lægen Romeo, som bor i en lille by i Rumænien. Sammen med hustruen Magda arbejder han hårdt for at give datteren Eliza de bedste forudsætninger for det voksenliv, som hun snart skal træde ind i. Eliza klarer sig fint i gymnasiet og forbereder sig på at studere videre i England, da hun lige før sin sidste eksamen udsættes for et groft overfald. Romeo er i tvivl om datterens evne til at klare den sidste eksamen i den ilde tilredte tilstand, hun befinder sig i, så han begynder at trække i snore, indhente vennetjenester og smøre, hvor smøres kan. Sådan gør man normalt i et samfund gennemsyret af korruption, vrede og paranoia, men det er ikke gratis at træde ud på den store glidebane – hverken psykologisk eller moralsk.
Kilde: Camera Film

 

21. september
Sieranevada
'Sieranevada' udfolder sig over en lang eftermiddag i en lejlighed i Bukarest. Lægen Lary og alle generationer af hans familie er samlet for at mindes hans far, familiens overhoved, der 40 dage forinden er afgået ved døden. Per ortodoks tradition skal præsten komme og velsigne måltidet og afdøde, men han lader vente på sig. Mens familien derfor må udskyde middagen går samtalerne livligt og bevæger sig over alt fra 9/11 og det nylige terrorangreb på Charlie Hebdo i Paris til Rumæniens kommunistiske fortid til interne familieanliggender og stridigheder. Uenighederne mellem generationerne er store og det går ikke stille for sig når hemmeligheder og gammelt nag kommer op til overfladen. Samtidig er Lary midt i sin egen livskrise, og da en uventet gæst pludselig dukker op, kulminerer det hele og sandheder kommer på bordet.
Kilde: Natlys

 

19. oktober
Når Noget Slutter
Tony er fraskilt og pensioneret. Han lever et stille og lidt ensomt liv. En dag får han besked om, at moren til universitetskæresten Veronica har testamenteret en dagbog til ham. Den tilhørte Tonys bedste ven, der senere også blev kæreste med Veronica. Det fører til et gensyn med den stadigt dragende ungdomskæreste, og snart begynder fortidsminderne at vælte frem; den første kærlighed, det knuste hjerte, svigtet, fortrydelserne, skylden… Kan Tony se sandheden i øjnene og tage ansvar for de ødelæggende konsekvenser, hans handlinger havde for så lang tid siden?
Kilde: Filmcompagniet

 

16. november
Patriarken
New Zealand, 1960erne. To Maori-fårehyrdefamilier er livslange fjender med rivaliserende forretninger. Mahana-familiens yngste søn, 14-årige Simeon, vil gerne arbejde i marken sammen med mændene, men familiens overhoved, den traditionsbundne bedstefar Tamihana, beordrer at han skal blive hos kvinderne på familiens gård. En dag opdager Simeon et gammelt fotografi, der måske kan afsløre sandheden bag den årelange fejde mellem Maori-familierne. Kommer sandheden frem, sætter Simeon ikke kun sin egen fremtid på spil, men hele sammenhængskraften for den tæt forbundne Mahana-familie.
Med PATRIARKEN bringer holdet bag 'Once Were Warriors' og 'Whale Rider' en bevægende fortælling om familieværdier, kærlighed og forsoning, og samtidig er filmen et kærligt portræt af New Zealands enestående Maori-kultur og landets storslåede og smukke landskaber.
Kilde: Øst for Paradis

 

21. december
Jacques - En Mand af Havet
For generationer er navnet Jacques Cousteau forbundet med eventyr på verdens have – og måske især under overfladen på verdens have. Cousteau var om nogen pioneren, der brød barrieren til den tavse verden under havets overflade og formåede at fascinere en hel verden med sine opdagelser og sine drømme om menneskelig kolonisation af havdybderne. Samtidig var hans eget liv også et drama. Skønt på overfladen lykkeligt gift kunne Cousteau ikke undvære erobringerne af andre kvinder, og selv om sønnen Philippe forgudede sin far, var han mindre tilgivende end sin mor og ofte i oprør mod rollen som ’Jacques Cousteaus søn’ og mod iscenesættelsen af naturen. Da hele Cousteaus imperium er truet af kollaps og hans livsdrøm om udforskningen af havet på ved mod skibbrud, vælger Philippe imidlertid at tage med sin far på en risikabel mission i storme og mellem isbjerge til det sidste uudforskede kontinent, Antarktis.Jérôme Salle har instrueret ”Jacques – en mand af havet” om en enspænder med en drøm, om den verden, han åbnede for mennesker over hele kloden, og om den dramatiske familiehistorie, der fulgte i kølvandet. Filmen er baseret på bøger af Jacques Cousteaus søn og hans betroede medarbejder. Som dykkerpioneren Cousteau ses Lambert Wilson, mens Audrey Tatou spiller hans kone Simone og Pierre Nimey sønnen Philippe.
Kilde: UIP